Elmelunde Kirke
Elmelunde Kirkes historie
Elmelunde kirke er den ældste stenkirke på Møn, og dens beliggenhed er storslået. Der er herfra en vid udsigt, og den hvidkalkede kirke har da også igennem tiderne tjent som sømærke. Den fredede bronzealderhøj på kirkegården øst for kirken taler for, at der på dette sted fra tidligste tid har været et centrum for hedensk gudsdyrkelse. Et formodet gudehov er efter religionsskiftet blevet afløst af en kristen trækirke, og den igen af stenkirken.
I middelalderen hørte kirken og Elmelundegård, også kaldet ”Elmelunde slot”, til bispesædet i Roskilde. I forbindelse med auktionen over det mønske krongods 1774 oprettedes godset Nordfeld, der samtidig overtog kirken.
Norfelds første ejer var landsdommer Jørgen Wichfeld. Efter forskellige ejere (1787: Sølling, 1806: Bülow), erhvervedes i 1820 godset af amtmand C. C. S. greve Danneskiold-Samsøe, hvorimod Elmelunde kirke overgik til Klintholm gods.
Medens Nordfeld gods skiftede ejere, forblev Elmelunde kirke under Klintholm gods indtil 1916. Nordfeld gods, hvis ejer nu var Viggo greve Danneskiold-Samsøe, overtog da igen kirken. I 1930 blev Nordfeld solgt til overretssagfører J. F. Krarup, hvorved kirken på ny skiftede ejer. Den 1. januar 1968 overgik Elmelunde kirke til selveje. Elmelunde sogn, der fra 1582-1602 var anneks til Borre sogn, kaldtes tidligere også "Hjertebjerg" sogn efter præstegårdens beliggenhed. Den 1. april 1967 blev sognet anneks til Keldby sogn.
Kirkebygningen
Den romanske kirkebygning, påbegyndt o. 1085, bestod af et kor, som var lavere og smallere end det nuværende, og et skib. I de 6,5 m høje mure var små og højtsiddende vinduer.
Denne ældste kirkebygning blev opført af forskellige materialer, f.eks. granit, kridt, flint og myrehalm. Sildebensmønstret, der kan ses i kirkens nordside, tyder på tidlig opførelse. Af den oprindelige romanske bygning er kun triumfmuren og de to langmure tilbage.
I tidens løb er der foretaget adskillige tilføjelser og ændringer, så at kirken, som den nu fremstår, er et resultat af århundredes virke med hensyn til bygning og udsmykning.
I senromansk tid, formentlig o. 1200, blev kirken forlænget mod vest. Hertil anvendes munkesten. De oprindelige kvinde- og mandsindgange henholdsvis mod nord og mod syd blev tilmuret og nye indgange indrettet i vestforlængelsen. Indgangene, af hvilke den sydvestlige er kirkens nuværende hovedindgang, kan stadig ses. Et nu tilmuret romansk vindue findes over denne indgang.
Henved 100 år senere, altså o. 1300, påbegyndtes tårnet, der med tøndehvælvet vindeltrappe til klokkestokværket først fuldførtes o. 1500.
På samme tid er det oprindelige kor nedrevet og erstattet af et nyt langhuskor. Alterbordet opbyggedes af munkesten. Det fremtræder nu hvidkalket. I bordets overside findes et relikviegemme med dækplade af kalksten samt to munkesten med indridsede, ligearmede kors (indvielseskors). Samtidig med koret er våbenhuset opført.
På et ukendt tidspunkt er blytagene afløst af tegltage. Skibets hvælvinger blev indbygget o. 1462 og afløste det oprindelige bjælkeloft. Blandt tårnets sengotiske blændinger ses mod øst et fordybet kors over lodret stillede og vandret liggende munkesten, bygmesterens "oversættelse" af påskeevangeliet: Livets sejr over døden. Tårnets vindfløje bærer årstallet 1826. O. 1700 byggedes sakristiet, som i nyere tid deltes i kapel og præsteværelse.
Fotos af Frank Biermann
